Mellem det, vi vil, det, vi gør, og det, der sker
Jeg er optaget af de spændinger, der opstår, når vores intentioner, handlinger og rammer ikke peger i samme retning. De kan få betydning for det, der sker mellem mennesker, og nogle gange vise sig som relationel dissonans – som et brud i den relationelle koordinering, før årsagen er tydelig.
Derfor undersøger jeg både det, der sker i kontakten mellem mennesker, og de betingelser, kontakten indgår i. Det, der umiddelbart ser ud som tøven, modstand eller manglende engagement hos den enkelte, kan hænge sammen med måden arbejdet, beslutningen eller samarbejdet er organiseret på.
At undersøge før vi forklarer
Se på tværs af niveauer
Det, der viser sig hos den enkelte, kan være forbundet med relationen, det fælles mønster eller de organisatoriske betingelser. Derfor undersøger jeg det personlige, det relationelle og det systemiske i sammenhæng.
Undersøg spændingen
Når det, vi ønsker, ikke stemmer med det, vi gør, eller det resultat, vi får, er forskellen værd at undersøge. Den kan få betydning for samspillet mellem mennesker, men fortæller ikke i sig selv, hvad forklaringen er. Derfor er det vigtigt at undersøge sammenhængen, før vi konkluderer.
Se på betingelserne for handling
Handlinger opstår ikke uafhængigt af deres rammer. Mål, strukturer, positioner, incitamenter og relationer er med til at forme, hvad der bliver muligt, sandsynligt og meningsfuldt at gøre.
Et sprog for at skelne mere præcist
Noget kan mærkes eller registreres, før vi ved, hvad det betyder. En uro, en tøven eller en ændring i kontakten kan være information om det, der sker, uden at vores første fortolkning nødvendigvis er rigtig.
Jeg skriver for at skabe et sprog, der gør det muligt at undersøge den slags registreringer uden at gøre dem til facit. Det handler om at kunne skelne mellem det, vi registrerer, den betydning vi tillægger det, og den handling vi vælger.
Et fagligt sprog kan ikke fjerne usikkerheden i komplekse samarbejdsrum. Det kan hjælpe os med at undersøge mere præcist, før vi beslutter, hvad vi tror, der foregår.
Det samme tegn kan gøre noget forskelligt
Mit arbejde tilbyder ikke en opskrift på, hvad bestemte tegn betyder. Den samme pause kan give plads i ét rum og lukke et andet. Den samme opsamling kan skabe retning og samtidig gøre et vigtigt forbehold perifert.
Det, vi registrerer, må derfor ses i den sammenhæng, det opstår i. Hvad sker der mellem mennesker? Hvilke positioner er til stede? Hvilke rammer, mål og betingelser påvirker situationen? Og hvad bliver muligt eller vanskeligt at gøre?
Opgaven er at undersøge bevægelsen på tværs af det personlige, det relationelle og det systemiske – og holde den første forklaring åben længe nok til, at andre sammenhænge kan blive synlige.
Et blik for det, der ikke helt hænger sammen
Jeg er forfatter og skribent og skriver om ledelse, samarbejde og organisatoriske betingelser. Jeg har publiceret i blandt andet Lederweb, POV International og Tidsskriftet Erhvervspsykologi. Min baggrund spænder over projektindkøb på ESA’s satellit- og launcher-programmer, coaching, arbejde med unge med autisme, studier i biokemi og molekylærbiologi samt procesforbedring.
I Rytmen i det relationelle udvikler jeg et fagligt sprog for sansning, relationel dissonans og samspillet mellem det personlige, det relationelle og det systemiske. I Førsproget går jeg tættere på de konkrete øjeblikke, hvor samarbejde, deltagelse og beslutninger tager form.
